Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:39
Vi drog af sted mod det vestjyske i utrolig god tid (4,25 timer inden kampstart), så vi kunne nå at holde et par pauser undervejs for at strække stængerne. Første stop var da en succes udover det sædvanlige! Vi sagde farvel til den søde pige på Statoil tanken 2 pølsehorn rigere – troede vi! Det viste sig så at være 2 halvlunkne skagenshorn med sukkerovertræk og marcipanbefængt masse. Der var ikke SKYGGEN af pølse indvendigt! Det lykkedes ydermere den ene bil at fare vild i Nørre Snede og omegn takket være en upålidelig kørselsvejledning, mente co-driveren, som lå brak efter 3000 Kilo Joule(læs 2 styks Skagenshorn). Heldigvis nåede begge biler frem i tide. Som altid var der gang i den på lægterne, hvor Lemvigs trofaste tilhængere havde medbragt tromme, truthorn og en god gang trashtalking – herligt!J Det var helt tydeligt at Lemvig virkede tændte efterhånden som de blev hyldet én efter én af fanskaren på ægte fodboldmanér.
1. periode:
Mads Mariegaard åbnede kampen med en scoring i første minut, hvorefter Lemvig svarede igen med to hurtige scoringer. Mads og Doctoren ville det anderledes og de sænkede en tre’er hver, hvoraf den ene ramte pladen hvor den skulle for at gå i. Herefter tog Lemvigs Takacs over og dominerede reboundspillet, hvilket resulterede i et 14-0 run i Lemvigs favør. Den ekstremt tændte Mads Mariegaard forsøgte at bide lidt fra sig men lige meget hjalp det eftersom vestjyderne sluttede perioden af med et 8-0 run….. 29-13, hvoraf de 23 points var scoret af Lemvigs to udlændinge Takacs og Coghlan.
2. periode:
I pausen snakkede vi om, at vi skulle stoppe deres to skarpskytter, hvilket lykkedes nogenlunde. Dog formåede vi ikke at stoppe Lemvig fra at score, i det deres andre spillere tog over. Perioden bar bræg af at, der blev byttet scoringer fra start til slut.
3. periode:
Lemvig havde brugt halvlegen på at lade op. De formåede i hvert fald at score gennem hele perioden. Det var stort set kun Doctoren og Mads, der kom på tavlen. Lemvig lagde hårdt pres på bolden og på siden, hvilket gjorde det svært for os at køre vores systemer, som aftalt.
4. periode:
Mads startede ud med at sætte sin 3’er nummer 4 ud af 4 mulige og derefter et lay-up med bonusstraffe. Herefter byttede vi igen scoringer med Lemvig.
Med et tilbageblik på kampen var Lemvig bare større, bedre og mere tændte end os på dagen. Vi tabte kampen i første og tredje periode, hvor Lemvig var markant bedre. Vi led et stort nederlag, hvor det eneste positive, vi kunne tage med hjem, var den udmærkede straffekastprocent 15 ud af 17, samt en mere direkte hjemtur!
Næste kamp er i ALBA, hvor vi forhåbentligt kan stille med fuldt hold.
FBKO boxscore:
Mads Mariegaard 20p, Andreas ”Doctoren” Christensen 17p, Jakob Pedersen 8p, Troels Ruthner 6p, René ”Skyggen” Nielsen 5p, Søren Greve 3p, Anders Tinning 3p, Rune ”Dåseåbneren” Sørensen 0p