1. division herrer: Dåsen slog buzzeren i Værløse
Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:40
Værløse - Fjordager BK Odense 74-76 (18-25, 20-13, 17-15, 19-23), 04/03/2007
Herreholdet er (endelig) kommet på den rette vej. Det blev til en flot sejr over Værløse - på trods af, at vi langt fra spillede vores bedste kamp og havde i forvejen svære betingelser (afbud fra 4 af vores stamspillere, inklusiv spillende træner Bøv - Værløse manglede dog Abatman junior med en brækket næse). Vi skulle igennem flere "down" perioder, men formåede at vende dem og holdte flot gejsten og viljen igennem det meste af kampen.
Allerede under opvarmning kunne tilskuerne formentlig få en fornemmelse af, at Værløse ville løbe os over, da deres mange unge spillere udstrålede tonsvis af energi, som var de en ny Ferrari, mens vi mere lignede en gammel og brugt (men rutineret!) firehjulstrækker. Værløses spillere hoppede da også på os fra første fløjt og blev ved med at dække fuldbane stort set resten af kampen. Det stressede os en del i starten, men så fandt vi ud af, at vi nemt kunne drive forbi Værløses spillere, hvilket (DÅSE)åbnede op for frie lay-ups til vores centere. Især Rune "Dåseabner" Sørensen forstod at være enhver point.-guards drøm og fandt den rigtige spot under kurven, så man blot skulle slippe bolden til ham. Rune scorede 8 point på de første 6 minutter og bragte Odense foran med 6: 6-12. Resten af perioden var rimelig lige, hvor holdene nærmest udvekslede scoringer til stillingen 18-25. For Odense fik også Anders Bjørnsten en solid første periode med 8 point og mange rebounds.
I starten af anden periode fortsatte Odense det flotte forsvarsspil, og lod Værløse ikke tættere på end 8 points indtil periodens femte minut. Det skal dog nævnes at NC bedre kendt som "Alte" eller "æ' minister" scorede 7 points på 5 minutter i henholdsvis slutningen og starten af 1. og 2. periode. Men så tog Værløse et es ud af taktik-ærmet og skiftede til zone. Det kunne vi tydeligvis ikke håndtere, og vores angreb var præget af skræk og dumme beslutninger. Omvendt udnyttede Værløse vores dårlige angreb med at score mange fast-break og transition points. Vi fandt os pludselig i et dybt hul, da tavlen viste 38-33 efter vi ellers var foran med 25-33 for blot få minutter siden: altså et run på 13-0 til Værløse. (Det slog dog ikke vores 20-0 run fra den sidste kamp mellem de to hold :) Det lykkedes os dog at score periodens sidste 5 points og udligne til 38-38.
Værløse scorede anden halvlegs første 5 point, men så tog Odense over og steppede op med et 11-2 run. Vores modstandere svarede så igen med at vinde periodens sidste 3 minutter med 10-4. Dermed sluttede perioden 55-53 i Værløses favør. To minutter inde i fjerde perioder ændrede Værløse deres helbane forsvar til zone - som vi havde så mange problemer med i første halvleg. Men denne gang var vi mere klar på den og skød den ned, selv om vi også brændte flere frie skud. Med fem minutter tilbage blev det mere og mere klart, at kampen først skulle afgøres i de aller sidste angreb. Vi formåede dog at holde os lidt foran indtil stillingen 71-72 med blot et minut tilbage. Her endte et langt Odense angreb med, at Dåseabneren fandt Doctoren under kurven med en flot aflevering, som Andreas kvitterede med en scoring.
Med cirka 30 sekunder tilbage er vi således foran med 3. I timeouten aftaler vi ikke at fejle Værløses spillere, samt at holde dem fra at skyde fra trepointslinien. Alligevel tilspiller de sig til et frit skud udefra og udligner til 74-74. Der er 18 sekunder tilbage og vi tager en time-out. Her aftaler vi så, at Andrey skal køre uret ned til 6-7 sekunder, inden vi går i gang med at angribe kurven. Værløse lukker for vores angrebsforsøg i første omgang, og lidt tilfældigt havner bolden hos Dåseåbneren, da uret viser 2,7 sekunder. Han tager to driblinger og to langsomme, men meget lange gepardagtige skridt og smider bolden på pladen, som en anden Karl Malone. Hornet lyder… Swish!!! Jubelscenen vil ingen ende tage - de cirka 70 lamslåede tilskuere kunne se Odenses spillere hoppe op og ned og omfavne Dåseabneren.
Aldrig før har det taget 2,7 sekunder at drive indenfor trepointslinien, men er vi er sgu glade for din timing, Rune!
To meget tiltrængte points på kontoen - endda i en meget vigtig kamp mod vores direkte konkurrent. Lad os håbe, at den dårlige stime er brudt!
Næste søndag kommer Aus på besøg, og vi glæder os til tilskueropbakning i en kamp, hvor Anders Hejgaard forhåbentlig skal holdes på tyve og studenterne skal sendes hjem til Århus uden points.
Fjordager BK Odense:
Rune "Dåseåbner" Sørensen 16, Andrey Kazankov 15, Anders Bjørnsten 15, Jakob Pedersen 11 Andreas "Doctoren" Christensen 9, N.C. Møller 7, Wojtek Przybyzewski 3, Jesper Rasmussen 0
Andrey Kazankov og Andreas Christensen