1. division herrer: FBKO - AUS
Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:40
Hermed et forsinket referat fra FBKO-AUS kampen
FBKO – AUS 76-79 (26-22, 23-19, 14-12, 19-19, 4-7), 11/03/2007
Rune Sørensen fik ikke lov til at afslutte på buzzeren denne gang – måske var det derfor, at bolden røg forbi?
Vi gav topholdet Aus kamp til og over stregen, men de var stærkere i overtiden.
Hele kampen igennem var forskellen på de to holds spillestil tydelig: Aus spillede bolden rundt hurtigt og tog mange skud udefra, mens vi hustlede os til points via rebounds, fumbles og power moves under kurven.
Første periode var rimelig lige, men vi var dog ikke med det samme opmærksomme på, at Aus’ 2-meter-mand fra Norge kunne skyde, hvilket århusianerne udnyttede til at komme foran.
Vi kom bagud med 11 points i starten af anden periode, men bed tænderne sammen og arbejdede hårdt for at hente forspringet. Vores aggressive spil gav pote, og med periodens sidste scoring put-backede Sheiken bolden i kurven og FBKO på kun minus 2 points. I tredje periode kunne (de alarmerende få!) tilskuere konstatere, at begge hold spillede bedre forsvar end angreb. Efter 30 minutter var stillingen 53-53, og kampen fuldstændig åben.
Fjerde periode var lige så lige som de 3 første: 57-53, 57-57, 59-57, 59-64, 65-64, 65-66, 67-66, 67-68, 70-68, 70-70, 72-70, 72-72. For os trådte Anders Tinning for alvor i karakter med 10 points i perioden, og Aus havde utrolig svært ved at dække op for Tinnings direkte spillestil. Dog havde Aus også en scorende Anders – Hejgaard var kun noteret for 11 points med 5 minutter igen(og mission ”Hold Hejgaard på under 20 var lige ved at lykkes!), men han scorede 9 ud af sit holds sidste 15 og holdte dem inde i kampen. Ved stillingen 72-72 havde begge hold muligheden for at komme foran, men vejen til kurven var spærret. Jakob Pedersen var lige ved at afgøre kampen til vores fordel, da han ramte ringen med et sindsygt skud fra egen straffelinie på buzzeren. Man kan kun forestille sig, hvordan folk ville have reageret efter anden buzzer-sejr i træk... Men sådan skulle det ikke blive – overtid lå forud de to trætte hold.
Her skulle der gå hele 2 minutter og 30 sekunder før vi… fik en afslutning! – da vores tre første angreb endte i turnovers. Men der blev kæmpet til det aller sidste, og med cirka 7-8 sekunder igen er vi pludselig kun bagud med 3 og har bolden. Desværre endte kampen med, at undertegnede fik bolden og lavede en ”Mads” efterfulgt af en ”Friis”. Trepointsskuddet gik altså ikke ind, og kampen blev tabt.
Alt i alt klart en godkendt indsats fra vores side – ikke mindst i forsvaret, hvor vi holder divisionens mest scorende hold på 72 points inden overtid. På banken manglede vi coach Mads og på banen manglede vi en sygdomsramt Swensker, der dog hjalp fra sidelinien med en fornem trænerpræstation. (Men hvorfor glemte du at sige ”attakere” noget oftere?) Dog skal der siges, at Aus ikke længere virker så skræmmende, efter de har mistet Press og Konstantin. Men hvor er det bare irriterende, at FBKO åbenbart har en tradition om at tabe tætte kampe til Aus i H.C. Andersens Hallen! Sidste gang var det med kun 1 point (og da havde jeg fornøjelsen af at være på den vindende side), denne gang er det så i overtid – vinder vi med 1 point næste år? Det gør vi nok – men først skal vi fortjene en plads i 1. division 2007/2008. Efter ÅB/HBC-beslutningen og de seneste kampes sindssyge resultater (i øvrigt ”tak” til Aus for at have tabt til Jonstrup) skal vi vise, at vi kan præstere under pres og vinde de to sidste kampe.
FBKO: Anders Tinning 18, Andreas Christensen 12, Andrey Kazankov 11, Jakob Pedersen 10, Anders Bjørnsten 9, Christian Mortensen 8, Rune Sørensen 6, Wojtek Przybyzewski 0, Jesper Rasmussen 0