Skrevet af FBKO administrator d. 24. oktober 2009, kl. 21:49
70-67 (12-11, 23-12, 18-22, 17-22)
Det er næsten blevet en vane at opgørene mod Stevnsgade er fuldstændig lige til sidste sekund. Stevnsgade vandt sidste år 2 ud 2 kampe, først med 3 points og dernæst med 1 point på en buzzerbeater. I dag var ikke nogen undtagelse – Stevnsgade vandt med 3 points og kampen blev afgjort på 2 straffekast med 4,6 sekunder tilbage af kampen.
Første periode var meget tæt og der blev byttet scoringer. Dog
ikke ret mange, da perioden bar præg af godt forsvar i begge ender
- der bliver fx ikke scoret overhovedet i det 7. og 8. minut.
Stevnsgade scorede de fleste points inside, hvor en veloplagt
Phillip Jørgensen og Todd Anthony udnyttede deres størrelse. Todd
forsatte i 2. Periode hvor poppede to dybe 3'ere i træk. Vores
angreb er en del mere rodet og vi rammer på absolut intet. Værd at
bemærke var dog Troels, der med et venstrehåndsdrive ind over
midten, efterfulgt at en pull-up jumper, poppede 2 points - et
sjældent, men lækkert move fra hans side. Vi går til pausen nede
35-23…
Pausen brugte vi til at få snakket omkring hvordan vi kunne
skabe mere flow i vores angreb, hvorimod Stevnsgades træner -
lettere ophidset - brugte de første 5 minutter på at give
dommerne en lektion i, hvornår der bør dømmes skridt - både op ad
banen og i posten. Men som til enhver anden forelæsning i
statistik, hvor man godt kan være til stede uden at lytte, prellede
kritikken af dommerne af, hvorfor der heller ikke blev kaldt skridt
i 2. Halvleg. Det skal dog siges at der heller ikke var noget brok
fra hjemmeholdets træner i resten af kampen.
Duus lægger stærkt ud i 3. Periode med 3 3'ere og Søren følger
også trop med en enkelt én af slagsen og pludselig er vi kun bagud
med 6 points. Stevnsgade får dog lidt tur i den igen og trækker
lidt fra og kun takket være Duus' dobbelte coast-2-coast i 10 minut
er vi bag ud med 8 points inden 4. Periode - 53-45, hvor Duus
kvitterede med flotte 13 points.
Stevnsgade udbygger hurtigt føringen til 13 points, men vi
svarer igen med et 11-2 run og den gode stime forsætter således ved
at Andreas køligt kan bringe os foran med 1 point på 2 sikre
straffekast i 10. Minut. Sidst vi var foran var i 5. Minut af 1.
Periode, hvor det stod 8-9. I det efterfølgende angreb afslutter
Stevnsgade - misser og får angrebsrebounden, hvorefter de pumper
den indtil Todd Anthony, der stort set ikke havde sat en fod
forkert i hele kampen. Han scorer på et fade-away baseline skud med
Bob helt ude i skærmen. Vi tager time-out og der er 24 sekunder
tilbage og vi har muligheden for at vinde kampen. Desværre får vi
ikke scoret eller trukket en fejl. Vi fejler hurtigt og Bjarke
Godske sænker begge straffekast med 4,6 sekunder igen. Vi får lidt
heldigt fyret en 3'er afsted, men den er for kort og vi taber
70-67…
Ærgerligt at tabe kampen - specielt når vi havde chancen for at
afgøre den til vores fordel. Da vi sagde tak for kampen var det
udtryk som disse der kom fra Nørrebro drengene: "Tak for kampen -
godt spillet", "godt kommet igen" og "hvorfor skal vores kampe
altid ende med at være helt tætte", hvorfor vi også tog fra
Nørrebro med oprejst pande.
Tak de fremmødte FBKO-fans!! Det er altid en fornøjelse at
spille for eget publikum på udebane:-)
FBKO: Duus 22p(1 block, hvilket eftersigende skulle være det
første i karrieren) Jakob 14p, Michael 12p, Bob 8p, Andreas 4p,
Troels 4p, Søren 3p
Stevnsgade: Phillip J. 17p, Todd 14p