Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:37
Søren scorer vores første 6 points i en kamp, der starter lidt langsomt. Vi kommer foran 11-7, men spiller alt for dårligt forsvar, hvor vi ikke dækker hårdt nok op på især Aalborgs rolle-spillere. Mod slutningen af perioden kommer deres to udenlandske stjerner, amerikaneren Dre og franskmanden Flo, også i gang, og en ret lige første periode ender med 20-22 til gæsterne. Anden periode bliver vores dårligste. Vi mangler i den grad aggressivitet og gejst i begge ender, kan ikke købe en rebound, og i angrebet er det nærmest kun Michael, der er i stand til at finde de rigtige huller. Ved halvleg står der 38-46 på tavlen, og coach Skygge og vi andre kan kun undre os over, om vi nu kan finde den nødvendige energi.
Aalborg starter anden halvleg bedst og øger forspringet til 13 points. Vi hænger dog på med bl.a. 2 tre’er af Jakob og en enkel af Andreas, der er ved at komme i gang scoringsmæssigt. Vi kommer op på 47-53, og udveksler ellers scoringer med Aalborg i det næste minutter. Endelig lykkes det at overtage og lukke perioden med et 14-3 run, afsluttet af en Anders P. scoring, der giver os vores første føring siden første periode: 66-65 og 10 minutter tilbage. Starten af fjerde periode er ikke god for Odense. Dre og Flo outscorer os 2-8, og Aalborg er atter foran ved 68-73.
Herfra står der Odense på resten af kampen. Der bliver lukket os slukket i forsvaret, hvor gæsterne kun bliver holdt på én afslutning og som regel en mindre god en af slagsen. Samtidig viser Michael vejen med 9 points på vel ikke mere end halvandet minut. Pludselig er vi foran 80-73 og hallen, der har kogt hele kampen igennem, er ved at gå helt amok. Aalborg tilkæmper sig et par ture til straffelinjen, men Odense har momentum og er ikke til at stoppe. Andrey slår det sidste søm i gæsternes kiste (copyright – Aben) med en 3’er, som giver hjemmeholdet et 12-points forspring, 89-77, med halvandet minut igen. Aalborg tror ikke på det mere, og Mads slutter vores 22-4 run og scorer kampens sidste point fra straffelinjen, så H.C. Andersen Hallen kan bryde ud i forløsende jubel.
Med sejren er Odense meget tæt på at have sikret sig endnu en sæson i første division. Nu ryger vi kun ned, hvis Jonstrup vinder alle deres 3 resterende kampe, Virum tager 2 ud af deres 3, og vi taber begge af vores. Vi vil prøve at afgøre det hele selv – allerede i morgen i Lemvig.
FBKO – Aalborg: 90 – 77 (20-22, 18-24, 28-19, 24-12), 19/03/09
Odense: Michael 31, Andreas 18, Jakob 9, Anders P 8, Søren 8, Mads 8, Andrey 8, Jens 0, Jesper DNP
Aalborg: Dre 24, Flo 22, Fedtpelsen 9