Skrevet af Andrey Kazankov d. 31. januar 2010, kl. 23:27
Fjordager BK Odense fightede sig til sejren i et dramatisk derby i Skt. Klemens Hallen.
Sankt Klemens – FBKO: 63 – 74 (18-14, 13-8, 14-18, 14-19, 4-15), 30/01/10
Lige som i det første opgør mellem de to odenseanske naboer var
det kampen igennem tydeligt, at begge hold kender hinanden alt for
godt: Her taler de beskedne 59-59 efter 40 minutters spil vist for
sig selv.
I første halvleg er det Sankt Klemens, der spiller mere
aggressivt og direkte og er hele tiden et skridt foran. FBKO har
nogenlunde fat i forsvaret, men det ser slet ikke godt ud i den
anden ende, hvor de to bulgarske centers fylder en hel del under
hjemmeholdets kurv. Efter beskedne 14 points i kampens første 10
minutter, går det endnu være i anden periode, hvor vi med nød og
næppe skraber sølle 8 points sammen. Dels er vi dårlige til at
spille os frem til fornuftige skud, dels brænder vi dem, når vi
endelig har chancen. Det hele kulminerer med, at selveste Michael
Guldbæk skyder forbi på begge sine straffekast, og vi kan gå til
pausen bagud 31-22.
Til Michaels forsvar skal det dog nævnes, at hans finger sidder
helt skævt efter et sammenstød i første halvleg. Den finger sætter
Troels på plads i pausen, og det er en hel anden Guldbæk, der
kommer på banen i anden halvleg. Efter kun at have scoret 4 points
på 60 minutter (første kamp mod Klemens + 1. halvleg i anden kamp),
beslutter han sig åbenbart for, at når nu han ikke kan få frie
skud, er han simpelthen nødt til at skyde over sine modstandere.
Med Michael i spidsen får FBKO endelig lidt gang i angrebsspillet
og reducerer i flere omgange forspringet ned til 4-5 points.
Klemens formår dog at svare tilbage, og en hel del misbrugte
FBKO-chancer fører til, at vi igen er bagud med 10-11 points i
starten af fjerde periode.
Her tager vi heldigvis for alvor fat og spiller noget af det
bedste basket i denne sæson. I forsvaret er der nu helt styr på de
bulgarske twin towers, og i angrebet attakerer(!) vi kurven direkte
og scorer eller trækker fejl næsten hver gang. Et lækkert 13-0 run
ender med, at FBKO - vist nok for første gang i kampen - kommer
foran ved 55-57. Klemens udligner, og med cirka 25 sekunder igen
trækker Duus en fejl. Han sætter begge straffe, og så er vi foran
med 2.
Vi har ikke holdfejl, så i timeouten aftaler vi at fejle Klemens
et par gange, så de kun har 5-7 sekunder i stedet for de 24 til at
sætte deres spil op. Aftalen bliver dog glemt, og hjemmeholdets
amerikanske spiller driver stærkt mod kurven og bliver fejlet. Også
han sætter begge skud, og så står der 59-59 med 7-8 sekunder igen.
Her er undertegnede alt for langsomtænkende, inden han afleverer
bolden frem til Michael, som bliver skubbet ud af banen. I midten
af kampen ville det sandsynligvis blive kaldt som en fejl, men ikke
med 1,7 sekunder igen. Dermed får Klemens en chance til at afgøre
kampen, men Troels dækker eksemplarisk forsvar, og en af bulgarerne
brænder en lang 3'er. Overtime!
Vores fjerde overtid i sæsonen starter med, at Duus rammer sit
eneste skud i kampen (god timing!), og så er stilen lige som lagt.
Marius trækker fejl og laver put-back, og da de bulgarske twin
towers skal på bænken med 5. fejl, er Klemens nu nødt til at prøve
at indhente os med vilde lange skud. Den taktik virker ikke, og
FBKO kan cementere sejren fra straffelinjen.
Man må sige, at det er dejligt endelig at få en sejr i en tæt
kamp - vores første siden åbningskampen i Lemvig. Siden har vi
bl.a. tabt i overtid i Herlev og Allerød, med 2 points i Virum, med
3 points på Nørrebro og ligeledes med 3 points hjemme mod Klemens
og Alba. Men nu er det forhåbentlig vores tur til at vinde den
slags - både spillerne og trænerne har i hvert fald arbejdet hårdt
for det siden jul.
Derfor kunne vi komme tilbage i denne kamp, hvor Søren og Bob
spillede trods smerter, Duus var halvsyg, undertegnede forstuvede
sin fod, og Andreas og Jakob var slet ikke med. Godt gået,
drenge!
Sidst skal der lyde stort tak til vores dejlige tilskuere!
FBKO: Michael 19, Andrey 17, Marius 11, Duus 6, Bob 6, Søren
6, TP 4, Mathias 4, Troels og Anders P
Sankt Klemens: Bulgarer ét 16, Bulgarer to 12, Ryan
10