Login for medlemmer af FBKO

Hvad kan du?

Her kan du som medlem af FBKO få adgang til medlemsområdet. Medlemsområdet er baseret på systemet Conventus, hvorfra du bl.a. kan håndtere dine oplysninger og betale kontingent.

Hjælp og vejledning

  • Brugernavn og adgangskode får du første gang du tilmelder dig et hold og betaler kontingent
  • Adgangskode kan altid nulstilles automatisk, hvis du har glemt den
  • Dine oplysninger skal du selv holde opdaterede - og det lader sig altid gøre online via Conventus
  • Hvert halve år skal du indbetale kontingent forud. Det foregår online via Conventus
  • Problemer? Kontakt formand Rune Sørensen eller webmaster Anders Lund
 

2. herrer sikrer sig sæsonens femte sejr

Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:38

Fredericia vs. FBKO II

Fredericia vs. FBKO II

Lørdag den 15/11 skulle 2. Herrer fra FBKO forsøge at leve op til den flotte sæsonstart der inden mødet med Frede havde budt på 4 sejre og kun et enkelt nederlag. Dagens udflugt tog som vanligt sin begyndelse ved Rytmeposten, hvor 10 flåter mødte op, beredte til at battle. Coach Djensen ville hellere drikke sig stiv fredag frem for at forsøge at holde styr på os om lørdagen, og da Bjørnsten samtidigt havde vist forbløffende lille interesse for kampen, ja så blev der pludselig et spot ledigt til Skyggen som blev hasteindkaldt ved hjælp af Mælkemandens uopslidelige Civic.

Alle 10 mand virker optimistiske inden vi går i hallen, og vi snakker om, at vi under ingen omstændigheder bør undervurdere Frede selvom de indtil videre ikke har fået sat mange point ind på kontoen. Inden sæsonen har de dog fået tilgang af A.C. der sidste år var en af de mest scorende på Vejles 1.divisionshold, og Frede har da også inden dagens kamp bl.a. kun tabt med et point til netop Vejle, ligesom de har taget imod et par andre tætte nederlag, så vi er enige om at der er god grund til at stramme op fra starten.

Efter at ”duggen” har lagt sig i halv 2 (gulvet var blevet vasket 15 min inden kampen) er vi klar til at gå i gang. Vores blikke flakker hurtigt rundt i hallen for at danne os et overblik over hvem der skal battles mod i dag. Gamle kendinge som Kurt og Sømanden viser sig at være klar, mens andre koryfæer som Steffen, Deleusan og Laut speaker Jørgen tilsyneladende ikke længere kan finde vejen til hallen. Skyggen får fremstammet 5 startere, hvorefter resten inklusiv Apparatet må sætte sig stille og roligt på bænken. Apparatet er en smule overrasket over at han ikke er i starting line up, hvilket han klart giver udtryk for at han burde være. Skyggen får dog snart overbevist Apparatet om, at der ikke er tale om en fejl, og forsøger at forklare at Apparatet jo ikke har været til træning i et godt stykke tid. Forklaringen accepteres omsider af et lidt slukøret Apparat som tilsyneladende helt havde glemt at han på hele turen til Fredericia havde underholdt med at han havde taget 2 kilo på i løbet af fire dage, hvor han havde været på kursus og ikke havde lavet andet end at sidde på en stol og så selvfølgelig æde kage og masser af brun sovs og kartofler. Måske det ikke LIGE er den intro man bør lave op til en kamp hvis man altså har lyst til at deltage i tip off.

1. Periode:

Kampen går efterhånden i gang ledsaget af de legendariske Troels og Harley Sund. Første periode bliver kendetegnet af en del point og knap så godt forsvar. TP lægger ud med en sikker jumper fra mid-range, og en meget oplagt Aben spæder godt til med points der typisk kommer efter gode viljefaste drives mod kurven. Angrebsspillet fungerer fint, der er god bevægelse og tålmodighed og snart er vi foran 10-4. Hurtigt finder vi dog ud af, at dagens tema vil blive fejl. Fejl, fejl og atter fejl. Dette gør, at vi hurtigt inviterer Fredes spillere på linjen, og det skal da bl.a. lige nævnes at gode gamle ”Kuddie” (læs: Kurt) skyder hele 10 straffe i første quarter. Vi kæmper dog godt videre, og selvom vores forsvar ikke står optimalt, og vi gang på gang fløjtes for fejl, hvilket sender Kurt på linjen, så lykkedes det os alligevel at få lukket første periode med stillingen 22-22.

2. Periode:

Anden periode kommer egentlig til at ligne 1. Periode en hel del. Vi har stadigt ikke de helt store problemer med at score, men kæmper dog stadigt med at forsøge at undgå at lave fejl. Dette er dog svært på en dag hvor dommerne havde lagt en utrolig hård linje hvad dømte fejl angik. I længden var linjen dog lagt meget konsekvens og fair uden at nogen af de to hold blev forfordelt. Især Gusti vil dog nok givetvis hævde at linjen var LIGE hård nok. Gusti fik ikke mange sekunder på banen, førend han var i fejlproblemer. Dette faldt tydelig ikke i god jord hos Gusti, og snart var den Islandske Gejser i et stort voldsomt og frådende udbrud – ja vel nærmest i en sådan grad at kun kan sammenlignes med en hyperventilerende Wojtjek der slipper de allersidste tøjler. Perioden svinger lidt frem og tilbage. Aben virker som om han har spist kinesisk rod til morgenmad, sjældent har jeg da set den lille fyr så ivrig efter at komme til truget, og da scoringsprocenten samtidigt er høj er resultatet selvfølgelig succes. Vi kæmper dog stadigt med at holde disciplinen i forsvaret. Vi dækker dog egentlig effektivt op mand mod mand, og netop vores forholdsvise effektive forsvar tvinger ofte Frede til nogle besynderlige afslutninger der sætter store krav til pladens kvalitet. Problemet er blot at vi kun i meget ringe omfang får ”boxet” vores mand ud, og derved havner de løse bolde ofte i hænderne på Fredes spillere. Alt i alt er perioden igen meget lige, hvilket også kan aflæses af pausestillingen som hedder 42-41 til Frede.

3. Periode:

Der hersker lidt forvirring ved periodens begyndelse mht. hvem der skal starte med bolden, og selvom Aben forsøger at råbe dommere op med hans små viftende hænder og hoppende korpus akkompagneret med det velkendte ordvalg ”DOMMER, DOMMER, DOMMER” så lykkedes det Troels og Harley at sætte perioden i gang med Frede som boldholder fra starten. Abens ihærdige protester viser sig dog alligevel at bære frugt, og efter lidt forvirring startes perioden igen, men denne gang med bolden i FBKO’s hænder. Perioden starter med 5 hurtige point af Fredes nr. 17, men TP og Dåsen svarer heldigvis godt igen i den anden ende. Fredes nr. 17 volder os dog store problemer igennem hele perioden og rammer bl.a. flere svære skud der er utroligt svære at dæmme op for da skuddet bliver trukket helt omme fra bagved hovedet. Såvel recepten til succes samt de problemer vi slås med er de samme som tidligere i kampen. Vi spiller stadigt tålmodigt i angrebet og forsøger også at udnytte at der bliver dømt mange fejl, hvilket især trigger Aben og Skyggen til at udfordre de ældre rutinerede herrer fra Frede. Omvendt kæmper vi stadigt selv imod de mange kaldte fejl, ligesom vi stadigt har problemer med at sikre os returboldene. Undertegnede tjekker ind midt i 3. Periode og er fast besluttet på at forsøge at dæmme op for A.C.. Jeg råber derfor til Apparatet at han skal dække Sømanden. Sømanden står dog kun 30 cm væk og kvitterer med en tør kommentar om at han gerne vil dække den første mand på månen (jeg går ud fra at det var min brede midterskilning han hentyede til). Herligt at der også kan blive plads til lidt humoristisk ”trash-talk” ;-)

Sidst i perioden lykkedes det os at få opbygget en føring på 7 point, men for lidt ilt til Apparatets hjerne samt et var halv visne 3’er forsøg fra Skyggen er med til at Frede igen får kontakt. Stillingen ved periodens afslutning er derfor 63-60 til Frede.

4. Periode:

Vi er bevidste om at vi skal holde højt tempo i den sidste periode, hvis vi skal trække og succesrige ud af dagens battle. Frede bør være mere trætte end os, og blandt Fredes spillere er der måske også en enkelt eller to som grundet den biologiske udvikling i løbet af et langt liv ikke længere kan fylde en douglas sæk i et enkelt hvæs. Lad det være sagt med det samme 4. Periode bliver en meget lige og nervepirrende affære. Stillingen er 71-68 til Frede da undertegnede beslutter sig for at kaste et par roer fra straffelinjen. Heldigvis får både Aben, Skyggen og undertegnede efterfølgende lagt de point i der gør, at vi stadigvæk er helt med i kampen. Der bliver nu også kæmpet godt i forsvaret, Apparatet og TP bokser med Sømanden mens undertegnede kæmper det meste af 3. og 4. Periode med A.C. Som type passer A.C. undertegnede fint når der skal dækkes op, og det lykkedes således at holde A.C. på beskedne 4 point i hele anden halvleg. Skyggen trækker et par vigtige fejl helt mod slutningen af kampen, men desværre er der en smule pest i hans arm og han rammer derfor kun på 2 ud af 4 fra linjen. I tiende minut er stillingen derfor 77-77. Vi rammer et enkelt straffe og fører altså 77-78. Med 5.7 sekunder igen lykkedes det dog Frede efter en time-out at sende en presset base-line jumper i kurven. Frede fører derved 79-78 med 5.7 sekunder tilbage af kampen. Vi tager time-out, hvor aftalen er at bolden skal gå til enten Aben eller Skyggen som derefter skal forsøge at trække en fejl. Bolden havner efter planen i Abens hænder, men pludselig er han omgivet af både Kurt, Sømanden og A.C. Det lykkedes dog Aben at få bolden fedtet videre til Apparatet som igen får den fedtet videre til David som med et langt pladeskud sender bolden i kurven idet slutsignalet lyder. Slutresultatet er derfor 79-80 til FBKO, og alle går totalt amok i en fed sejrsrus.

Fedt at være med til at opleve en sådan sejr, ja efter en sådan oplevelse ville man ønske at man aldrig skulle basket-pensioneres, men et blik på den falmede boudeauxrøde B1913 sweat-shirt i 100% ren og beton-tung bomuld som sidder monteret på den ømme krop efter kampen afslører jo desværre at det en dag skal ske J

Stor tak og respekt til Frede for en tæt, intens og fair dyst. Frede var langt bedre end placeringen i tabellen vidner om, og de har et godt hold blandet af gamle rutinerede folk samt et par yngre habile spillere. I sidste ende kunne de kunne ligeså godt have løbet med sejren i stedet for os.

Box score for FBKO:

Aben: 18 point, TP: 15 point, NC: 11 point, Mælkemanden: 9 point, Skyggen: 9 point, Apparatet: 6 point, Dåsen: 6 point, David: 4 point, Ricky: 2 point, Den Islandske gejser: Vanilie Krans

Referat skrevet af NC

 
 

Der er ingen kommentarer endnu...

Vær den første til at kommentere - brug muligheden her til højre.

 
 

Vil du skrive en kommentar?
Klik her!

Din kommentar er meget velkommen sålænge den "gode tone" holdes.

Overvej at droppe anonymiteten, selvom det kan være fristende. Stå ved hvad du skriver og mener - det giver mest på den lange bane :-)

 
 
Basketball i Odense Read about FBKO in english RK Lokalforsikring støtter Fjordager IF Arbejdernes Landsbank støtter Fjordager IF

Stadium Team Sales

Klubbonus

Støt Fjordager IF gennem Danske Spil