Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:39
Første periode var Odenses bedste. Efter en mere eller mindre lige start på kampen, fulgtes de to hold til stillingen 14-12 til Høbas i kampens syvende minut. Høbas sluttede dog perioden stærkest, så tavlen viste 21-14 i den første pause. Odense kunne være nogenlunde tilfredse med spillet – det var kun Høbas’ fire 3’er og Odenses mange brændte skud, der var forskellen i perioden.
Det skulle desværre gå helt anderledes i anden periode. Efter vi scorede til 21-16, skiftede Høbas gear og fik for alvor overtaget på begge halvbaner. Odense skiftede mellem at lave turnovers og tage dårlige skud, mens ”de gamle” løb det ene fast-break efter det andet. Et monster run på 18-2 til stillingen 39-18, og kampen var reelt afgjort. Odense gav heldigvis ikke helt op og fik gang i et par scoringer sidst i anden periode: 45-27 ved halvleg.
I takt med at vi blev mere og mere trætte, havde vi det mere og mere svært med at forhindre Høbas i at spille sig til frie skud. Tredje periode og faktisk hele anden halvleg var en ordentlig omgang indianer-bold, hvor Høbas hele tiden pressede tempo med hurtige afslutninger. Efter 30 minutter stod der 73-47 til Høbas, og det kunne havde været værre, havde Skyggen ikke steppet op i vores angreb. Han udnyttede Høbas’ aggressive forsvar ved at udfordre sin modstander og tage bolden direkte til kurven. Det blev til hele 13 points for Skyggen i tredje periode.
Mens Skyggen var vores bedste i angrebet var Jakob Hansen kampens bedste forsvarsspiller. I de sidste kampe har Jakob udviklet sig til første divisions svar på Marcus Camby – det blev til hele 6-7 blocks i denne kamp og nok mindst lige så mange Høbas skud, der blev brændt på grund af lågeskræk. I starten af fjerde periode blev Jakob desværre skadet (heldigvis er det vist nok ikke meget alvorligt), og så var der for alvor dømt lay-up legestue for de store fra Høbas.
Uden Jakob og med over 30 minutter i benene kunne vi slet ikke holde Sørensen, Meilsøe og Winkel fra nemme scoringer under kurven. I angrebet er vores spil ok flydende, men det kan selvfølgelig hænge sammen med, at Høbas’ fokus ligger ikke i forsvaret, men omkring straffeprocenter og referat-tjansen. Kampen ender 103-69 – en ordentlig afklapsning.
Forholdene taget i betragtning er der alligevel flere ting, vi kan tage med os fra kampen. Jens og Skyggen spillede career-high minutter i første division og viste begge, at de bestemt har niveauet til at spille mere end de plejer. Forhåbentlig vil det give dem lidt selvtillid frem mod Lemvig-kampen – det kunne være nice, hvis Skyggen igen scorede 22. J Samtidig var der debut til Ulrick, som alligevel fik spillet en 1. divisions kamp, inden han fik knallert-kørekort. Ulrick viste imponerende gå-på-mod og kæmpede braget under kurven. I fremtiden skal han dog arbejde lidt med sit shot-selection. J Og så fandt vi (igen) ud af, at det går os bedst, når vi tør være aggressive på begge sider af banen.
Til sidst vil vi gerne takke Høbas for at være venlige, hjælpsomme og gavmilde. Da Jakob blev skadet, var de med det samme klar med hjalp, og så fik vi alle endda en sodavand og en øl til den lange tur hjem.
FBKO: René Nielsen 22, Andrey Kazankov 15, Jakob Hansen 11, Andreas Christensen 9, Jens Nedergaard 6, Ulrich Annicka 6
Høbas: Rasmus Winkel 21, David Meilsøe 17, Per Hjorth 13, Christian Byrgesen 12, Steen Sørensen 12, Jens Due 9, Jacob Larsen 9, Lars Bæl 6, Max Gringes 4, Waseem Ahmad 2