Skrevet af Marius Hansen d. 29. januar 2010, kl. 16:26
Som optakt til kampen imod Falcon på hjemmebane torsdag aften havde jeg kaldt de to døgn der var imellem opgørerne mod Falcon og Skt. Klemens for de vigtigste 48 timer i 1. herrers historie. Presset på hjemmeholdet var stort og kravet til drengene, Skyggen og Asger var en sejr imod et Falcon hold vi i den første halvdel af sæsonen havde tabt med hele 27 point til.
På trods af skader hos Bob og Søren og Andreas' arbejdsmæssige
forpligtigelser i Alperne var det et tændt Odense hold der mødte op
i hallen denne torsdag aften. Igennem hele januar har der været en
god stemning og indsats til træning, og på trods af at kampen for
to uger siden imod Alba ikke havde resulteret i en sejr kunne man
mærke at tændingen var den helt rigtige i opvarmningen og at man
forstod vigtigheden af en sejr.
Odense kommer ud som lyn og torden og scorer efter behag inside
og længere udefra. I angrebet er det Michael Guldbæk (topscorer for
Odense med 20 point for kampen) og Jakob Pedersen (15 point for
kampen) der trækker det offensive læs med samlede 16 point ud af
Odenses 27 point for perioden. Odense fører 27-16 efter 1.
periode.
I 2. periode fortsætter vi hvor vi slap, og udbygger føringen
til 14-15 point i midten af perioden. Vi sætter det første søm i
Falcons kiste i det sidste minut af halvlegen da ingen andre end de
selvsamme scoringsmaskiner fra 1. periode sætter en 3'er hver og
pauseføringen på 47-28 vidner om solidt forsvar og godt angrebsspil
krydret med et Falcon hold der ikke virkede 100 % klar til en kamp
der ikke foregik på Djævleøen en torsdag aften.
I pausen snakker vi om at holde fast i det solide forsvar og
sørge for at være tålmodige i angrebsspillet. Falcon kommer ud med
mere aggressivitet og Odense begynder at stresse over det og
afslutte efter en enkel eller to afleveringer. Odense taber denne
periode med 7 point, men Falcon formår i sit sidste reelle forsøg
på at komme tilbage ikke at komme bagud med mindre end 11 point.
Periode stillingen inden de sidste 10 minutter er 65-53.
I 4. quarter kommer Odense ud med fornyet energi og i løbet af 5
minutter er vi oppe med komfortable 17-18 point igen. Der bliver
eksperimenteret en smule til sidst og Falcon fejler en masse, men
eftersom vi begynder at ramme vores straffe til sidst i kampen
vinder vi en god sejr på 94-70. Kampen gav desuden debut til
Mattias Didia som scorede sine første to point for 1. herrer!
Guldbæk 20 point, Jakob 15 point, Andrey 14 point, Duus 13
point, Marius 12 point, Anders P 8 point, TP 6 point, Troels 4
point og Didi 2 point.