Skrevet af Marius Hansen d. 4. november 2009, kl. 13:23
Inspireret af de mange andre ekspertpaneler, har Marius Hansen aka "Centerhjernen" bedrevet en forudsigelse omkring kommende runde i 1. div herrer. Om vi kan tillade os, at kalde det et "panel" er nok lidt usikkert, men ikke desto mindre kommer Centerhjernens bud på kommende runde lige her...
Onsdag kl. 20, ABF - Falcon
Ugens første kamp ligger en onsdag aften hvor ABF tager imod
Falcon. Gæsterne må på nordicbet påtage sig favoritrollen på trods
af at holdet igen er uden Thomas Lærke, Michael og de to litauere.
Nathan er dog blevet klar igen for Falcon. Det store spørgsmål
bliver derfor om falkene kan stå imod ABF's fuldbanepres og udnytte
størrelsesfordelen inside. Det er en must win kamp for Falcon hvis
de vil være andet end et midterhold i 1. division.
Jeg tipper en smal sejr til Falcon på 9 point.
Lørdag kl. 16, Stevnsgade - Falcon
Selvom det stadig er tidligt i sæsonen er det traditionsrige
opgør mellem Nørrebro og Frederiksberg en god indikator for hvem af
klubberne der ender højest i tabellen. Stevnsgade har haft
problemer med at få det maksimale ud af sit spillermateriale og
tabt tætte kampe til både Alba og Solrød. Falcon er derimod ikke
mere end et midterhold hvis Michael og Thomas ikke spiller. Kampen
bliver tæt, men uden Michael og Thomas, vinder Stevnsgade med 4
point.
Lørdag kl. 17.30, Høbas - Alba
Spørgsmålet bliver om Høbas stiller et slagkraftigt hold, og det
forventer jeg de gør. Røvfulden til Lemvig og senest FBKO har givet
de gamle ben nye kræfter og rutinen får Alba svært ved at hamle op
med. Alba er en af de positive overraskelser og Lawrence har fået
meget ud af sit talentfulde spillermateriale, men lørdag er det
ikke nok.
Jeg tipper Høbas med 5 point.
Søndag kl. 13, Skt. Klemens - Virum
En vigtig kamp for begge hold, men hvor Virum dog er klare
favoritter. Skt. Klemens får meget svært ved at dæmme op for Joe
Benjamin, men hvis de kan holde Benjamin fra at smide for mange
point i rusen bliver det en tæt kamp da de outside matcher godt op
med hinanden.
Jeg tipper en Virum sejr på 10 point.
Søndag kl. 14, Herlev - Lemvig
Herlev ligger lunt på en 2. plads i tabellen og er klare
favoritter til at slå Lemvig på hjemmebane. Med trioen, Andreas
Heinung, Thorsten Gøtterup og Rasmus Eriksen er spørgsmålet ikke om
Herlev vinder, men om hvor meget de vinder med.
Jeg tipper en Herlev sejr på 22 point.
Søndag kl. 15, Solrød - FBKO
Solrød er i denne kamp klare favoritter, men FBKO må snart være
sultne efter at få deres anden sejr. Nederlaget til Høbas var en
pinlig affære og hvis det skal vaskes af kræver det en
mandfolkeindsats af Odenses stolthed. Forskellen på et klart
nederlag og en tæt kamp ligger formentlig i om FBKO kan lokke Bob
til at få fri for arbejde for en gangs skyld, og dermed give gamle
Jeff lidt modstand og trash talk under kurven.
Jeg tipper en Solrød sejr på 12 point.
Søndag kl. 17.15, ABF - Værløse
Efter tre nederlag til at starte sæsonen er Værløse i høj grad
ved at markere sig som et af de mest formstærke hold i ligaen.
Klare sejre over Høbas, Alba og senest Virum vidner om at Værløse
ønsker at være med i toppen. Det bliver ikke ABF der stopper
Værløses win-streak.
Jeg tipper en Værløse sejr med 12 point.
- Marius