Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:39
Vi havde planlagt afgang fra Odense i god tid(læs: 195 minutter inden kampstart). Alligevel formåede den ene bil at dukke op 30 minutter inden ”jump ball”. Dette skyldes primært co-driverens dårlige evne til at lede chaufføren på rette vej til trods for en ellers udmærket kørselsvejledning fra noget der hedder krak.dk. Men okay – vi fik da lige rundet tivoli og hovedbanen inden vi på ny satte kursen mod Østerhøj hallen. Det er vidst sidste gang, at en guard får lov til at sidde på forsædet!
Vi havde inden kampen talt om, at vi skulle holde Jonstrups Paul i kort snor, da han som den eneste scoringstrussel udmærkede sig ved at hælde 30+ points i under vores første møde på sæsonen. Det blev gjort – eftersom han kun står noteret for 6 points i protokollen!
Første periode
Kampen startede lidt nervøst fra begge hold og først sidst i andet minut faldt den første scoring til Jonstrup, som derefter bragte sig foran med 5-0. Ikke den bedste start, men så kom Ricki på banen, der er 1. Års ynglinge og han blev taget godt imod af Jonstrups kaner, der lagde ud med at sige ”welcome to the game, baby!” Om det virkelig var for at være flink eller om det bare var for at trashe lidt, vides ikke, men faktum er i hvert fald at Ricki sagde tak for velkomsten og kvitterede med 3 points’er efterfulgt af et lay-up og scorede dermed sine første 5 points i 1. Division! Derefter gik det drøjt med scoringerne. Vi brændte utroligt mange skud udefra og formåede næsten kun at score tæt på kurven. Det resulterede da også i en noget tam stilling rent scoringsmæssigt efter første periode – 14-10 i Jonstrups favør.
Anden periode
Vi brugte pausen på at snakke om at vi skulle spille i et højere tempo og komme hurtigere fremad banen og det må man sige at vi gjorde! Fra andet til sjette minut havde vi et 19-4 run, hvor Poker kvitterede med 7 points, bl.a. et lækkert dunk med fejl, Michael havde endelig fået kalibreret kanonen, der mundede ud i 6 points bag 3-pointslinien i 4. minut(12 points i hele perioden) og Jakob P. skød ligeledes to 3’ere i 6. Minut og pludselig var vi foran med 9 points. En føring, der blev udbygget til 14 points ved halvleg via aggressivt forsvar og klogt angrebsspil.
Tredje periode
I halvlegen snakkede vi om at vi skulle blive ved med det hurtige spil fra forrige periode. Poker lagde da også ud med endnu et fastbreakdunk med fejl hvorefter Michael smed sin 3. Og 4. Tre’er i! Men så meldte Jonstrups kaner sig ind i kampen. Han havde ikke gjort noget væsen af sig i første halvleg, men han fik gang i sin lille krop og lille var han. Ikke desto mindre sænkede han 8 points i periode og fik banket lidt vilje ind i sit hold. Vi mistede derimod gejsten og lignede en flok aber, der var bange for at tabe! Jonstrup minimerede dermed vores føring til 9 points inden 4. Periode.
Fjerde periode
Jonstrups kaner fortsatte sine scoringer, men det gjorde Michael også, som stod for vores første 7 points i perioden. Tydeligvis var Jonstrups tilskuere imponerede, der via megafon råbte ”han kan jo ikke brænde”J Jonstrup smed derefter 2 hurtige tre’ere i kurven, men Docteren tog til gengæld to vigtige angrebsrebounds og forvandlede dem til to straffekast og en ”floater” af format, der selv fik coach Greve til at trække på smilebåndet – ikke noget man ser til daglig – altså en ”floater” fra Doctor D . Vigtigst af alt var dog de mange forsvarsrebounds, som Anders B. hev ned! Anders scorede ingen points i kampen, men var derimod vores bedste forsvarsspiller, da han dækkede Jonstrups Paul op det meste af kampen og som sagt holdte ham på 6 points - sådan! Da Jakob P. satte sin fjerde tre’er i kampen kunne vi ånde lettet op og sejren var i hus, 70-84!
En sejr, som var tiltrængt – meget tiltrængt, hvor hele holdet kæmpede godt og for hinanden( undtagen de sidste 5 minutter af 3. Periode). En nødvendighed for at holde afstand til Jonstrup, som nu skal vinde minimum 4 kampe for at overhale os i tabellen. Vi halede dog ikke ind på Vejle, som vandt med 1 point i Ålborg, men vi fik til gengæld sparket noget selvtillid ind i kroppen – Lige hvad holdet havde brug for. Så Herlev, bring it onJ
FBKO boxscore:
Michael ”Gul P-dæk” Guldbæk 31p, Jakob ”Crazy legs” Pedersen 16p, Jakob ”Poker” Hansen 15p, Andreas ”Doctoren” Christensen 10p, Ricki Lutes 6p, René ”Skyggen” Nielsen 6p, Anders Bjørnsten 0p, Troels Ruthner 0p.