Login for medlemmer af FBKO

Hvad kan du?

Her kan du som medlem af FBKO få adgang til medlemsområdet. Medlemsområdet er baseret på systemet Conventus, hvorfra du bl.a. kan håndtere dine oplysninger og betale kontingent.

Hjælp og vejledning

  • Brugernavn og adgangskode får du første gang du tilmelder dig et hold og betaler kontingent
  • Adgangskode kan altid nulstilles automatisk, hvis du har glemt den
  • Dine oplysninger skal du selv holde opdaterede - og det lader sig altid gøre online via Conventus
  • Hvert halve år skal du indbetale kontingent forud. Det foregår online via Conventus
  • Problemer? Kontakt formand Rune Sørensen eller webmaster Anders Lund
 

Referat 2. herrer

Skrevet af FBKO administrator d. 2. oktober 2009, kl. 06:39

Svendborg 2 vs. FBKO 2

Søndag den 25/11 drog FBKO’s 2.herrer en lille tur sydpå for at battle mod Svendborg 2. Starten går som vanligt fra posten ved Banegården, og efter at Aben har fedtet frem og tilbage i 10 min. for at finde en passende bås til den gamle Hi Ace er vi klar til at rykke – Mælkemanden i hans go-cart (sænket Honda Civic) og Hyper i hans fars 20 års gamle Mercedes stationcar med automatgear og blinkende elektronik - en rigtig dyrlægebil, det eneste vi manglede var et par gummistøvler i bagagerummet. Til gengæld var der smidt rigeligt med koks på fyret skal jeg love for, 67 grader celsius føles altså lidt ”smålummert” når man er kilet ned på bagsædet mellem Aben og den store benede krop. Som ofte før er turen sydpå en underholdende affære. Det starter helt uventet med at Apparatet taler om at foretage et opkald fra hans gamle orange håndværkertelefon, det kan næsten ikke passe. Men sørme jo, Apparatet er i gang, idet han pralende kan konstatere via hans lille fedtede display, at han i dette øjeblik faktisk er i gang med at foretage opkald nr. 75 fra telefonen igennem tiderne – altså et vaskeægte jubilæum til Franz Klammer. Uheldigvis formøbler han dette jubilæum og får forkert nummer, ja ja ikke nemt når man kaster sig ud i nye projekter. Nå, resten af turen går med sædvanligt ”Tingløkke-drengerøvs-snak” Alt bliver vendt lige fra de legendariske Mogens (Fnug) og Patrick i det sønderjyske til de bedste skisportshoteller i Europa, ”Fissenhof” skulle være et af de bedre!

Efter at have flakket lidt rundt i Svendborg havner vi først hos Spar, det var ikke lige her vi skulle spille, nå efter et par U-turns er vi atter på rette spor og hallen er fundet. Aben er i begyndelsen meget svær at få hevet med ind i hallen, idet han lynhurtigt har spottet en imponerende udgave af en varevogn (en flot rød Citröen Jumper der fik Abens maddikefarvede mugne Hi Ace til at blegne totalt). Efter at Aben og Apparatet har funderet længe over hvor meget surf udstyr sådan en Jumper mon kan laste er alle mand nu endelig klar til at ”enter the battlefield”, hvor Troels og Fluesmækkeren ventede på at lede slagets gang. Som nogen måske har fornemmet, så klamrer jeg mig til minutterne inden kampen, og det er ikke tilfældigt for det var klart de sjoveste. Eftermiddagen skulle nemlig vise sig at blive en trist affære.

1 Q: Vi finder hurtigt ud af, at det primært er nogle gamle rutinerede knap så letbenede typer, krydret med et par hurtige og unge folk, som vi skal spille i mod. Kampen starter forholdsvis lige, hvor de to hold skiftes til at score, hvorimod ingen af holdende rigtigt kommer i gang i forsvaret. Apparatet og undertegnede sænker i starten hver en 3’ er, og også Mælkemanden og Jung Gun spæder godt til med point i første periode. Allerede fra start af har vi dog store problemer specielt med at ”boxe ud” og være opmærksom på hjælp i forsvaret. Vi holder os dog inde i kampen ved hjælp af forholdsvis fornuftige angreb, og perioden ender således 24-20 til Svendborg.

2 Q: Vi kommer hurtigt på 24-22, men så følger der en ørkenvandring af de helt store hvor vi ikke får scoret de næste 6 minutter. Vi spiller slet ikke sammen som et hold, og helt basale ting såsom at screene og cutte sker kun yderst sjældent. Samtidigt går Svendborgs nr. 6. amok, hvor han primært ved hjælp af hurtige og stærke drives mod kurven får scoret 10 point på 3 minutter. Det er dog ikke kun nr. 6’s hurtige antrit vi har en smule problemer med, nej vi hænger generelt med næbbet, og vi ligner sgu ikke rigtigt nogen der gider spille basket og virkelig forsøge at ændre på tingenes gang. Vi taber 2. periode 13-29, og stillingen halvvejs gennem kampen er derfor hele 53-33 til Svendborg.

3 Q: Denne periode bliver samme historie som 2. periode. Trods timeouts, hvor vi drøfter problemerne og tilsyneladende også er enige om hvad der bør gøres, for at optimere vores chancer for at komme tilbage i kampen, så udebliver handlingen på banen totalt. Et helt primært problem er, at vi stadigt ikke får ”boxet” vores mand ud, og de ”solide” folk fra Svendborg får helt uhindret lov til at tøffe ned på ”low post” hvorefter de bare bakker os væk, og vi præller derfor af som skidt på en spædekalv. Hvis der endelig er folk der forsøger at hjælpe, så er hjælpen på hjælpen som regel i dyb dyb koma. Svendborgs rutinerede folk udnytter klogt vores forvirring og svaghed i forsvaret og ”disher” flot bolden videre til de folk som gang efter gang står helt alene under vores kurv. Det er ikke kønt hvad vi præsterer i denne periode, og vi ser gang på gang lige så sårbare og forladte ud som et nyfødt zebraføl på den store farlige savanne.

4 Q: I denne periode får vi i det mindste lidt gang i scoringen igen, og selvom vi aldrig får fat i forsvaret, eller er i stand til at overholde helt enkle aftaler, så bliver det den bedste periode siden 1. periode. Specielt Jung Gun kæmper godt for sagen og bidrager med mange stærke afslutninger og gode skud, og det ender faktisk med at vi vinder 4. periode. Alt i alt dog en rigtig fesen og slap eftermiddag hvor eneste lyspunkt var Jung Guns offensive kvaliteter samt en beskidt ristet med det hele på tanken i Ringe. Vores problemer i forsvaret gjorde, at det hele dagen blev op ad bakke, og krydret med for dårlige beslutninger i angrebet samt en del ”in and outs” så kunne resultatet kun blive så nedslående som 96-62.

Boxscore for FBKO:

Anders ”Jung Gun” Pedersen: 22 point, Jesper ”Mælkemanden” Rasmussen: 12 point, NC ”Alte” Møller: 11 point, Martin ”Apparatet, Franz Klammer” Antvorskov: 7 point, Anders ”Aben” Lund: 5 point, Jeppe ”Hyper” Vinding: 3 point, Baldur ”Brus” Møller: 2 point, Jonas ”Ice” Modbjerg: 0 point

 
 

Der er ingen kommentarer endnu...

Vær den første til at kommentere - brug muligheden her til højre.

 
 

Vil du skrive en kommentar?
Klik her!

Din kommentar er meget velkommen sålænge den "gode tone" holdes.

Overvej at droppe anonymiteten, selvom det kan være fristende. Stå ved hvad du skriver og mener - det giver mest på den lange bane :-)

 
 
Basketball i Odense Read about FBKO in english RK Lokalforsikring støtter Fjordager IF Arbejdernes Landsbank støtter Fjordager IF

Stadium Team Sales

Klubbonus

Støt Fjordager IF gennem Danske Spil