Skrevet af Marius Hansen d. 13. december 2009, kl. 19:12
Kampen var på forhånd en nøglekamp for begge mandskaber da de indbyrdes opgør kan risikere at betyde forskellen på at blive i 1. division og rykke ned. Man skulle derfor tro at det var et motiveret Odense hold der var mødt op til dagens kamp, men i stedet var Lemvig der ville sejren mest og efter at have ført fra start til slut endte kampen 95-87 til udeholdet. Efteråret har kun givet Odense to sejre i 12 kampe, men fem af nederlagene har været med tre point eller færre så der er håb forude for holdet og de hårdtprøvede FBKO-fans.
1. periode starter med et 7-0 run til Lemvig og herfra ser
udeholdet sig ikke tilbage. Lemvig var brændvarme i de første ti
minutter hvilket fire tre'ere og stillingen 16-26 bevidner om. FBKO
gravede sig selv et dybt hul ved at tro at hver Lemvig scoring
skulle udlignes ved en lang 2er eller 3'er. Det var kun en 3'er af
Jakob i det sidste sekund af perioden der sørgede for at
hjemmeholdet kun var nede med 10 point.
I 2. periode begynder Odense så småt at ramme udefra og efter
tre minutter er stillingen 25-31 efter to 3'ere i træk af Andreas
og Michael. Herefter udveksler de to hold scoringer og Odense er
faktisk kun bagud 33-37 med to minutter igen af halvlegen,
hvorefter Lemvig afsluter perioden med 10-5 run. Det havde været et
10-3 run hvis det ikke igen havde været for Jakobs varme hånd der
med en lang 2'er da buzzeren lyder sørger for at Odense kan gå til
pause (kun) bagud 38-47.
Efter pausen får vi bedre fat i angrebet, men i forsvaret sejler
vi. Lemvigs amerikaner Oriard scorer Lemvigs første fem point, men
så finder Bob ud af at man kun skal dække hans højre hånd, og så
går der 12 minutter før han igen scorer. Midt i perioden kommer
Søren på banen og kvitterer med effektive otte point på tre skud i
løbet af i resten af perioden. Odenses tre 3'ere i perioden sørger
for at vi kun er nede med tre point med ti minutter igen,
62-65.
Man havde håbet at Odenses forholdsvis gode takter ville holde
ind i 4. periode, men for hver Odense scoring bliver der svaret
igen med en af Lemvig. Nede med fem point med tre minutter igen går
kampen ind i den mest triste fase set med Odense briller. Chancen
for at vinde var stadig i høj grad til stede, selvom det nok ikke
havde været fortjent. I tilfælde af et nederlag ville målscoren
blive afgørende og Odense havde i den første kamp vundet med fem
point i Lemvig. Det var derfor noget af et knockout at Lemvigs
Oriard i de sidste tre minutter scorer otte point og kommer til
linjen tre gange. Forsvaret sejlede i den grad i de sidste tre
minutter og en 3'er af Michael i de sidste sekunder er blot
kosmetisk da Lemvig hiver en fortjent sejr hjem på 87-95.
Der er ingen tvivl om at det bliver op af bakke for Odense i
foråret, men jeg er fortrøstningsfuld om at det bliver et langt
sjovere forår end efterår.